At praktisere Zen

Tim Pallis

Zen buddhismen blev grundlagt i Kina i midten af 500 tallet af en rødskæget indisk munk med blå øjne ved navn Bodhidharma. Han chokerede kejserhoffet ved at sige, at der ikke var nogen åndelig fortjeneste ved at støtte buddhismens udvikling, at zen ikke er spor hellig, men vidstrakt tomhed. Og på spørgsmålet om hvem han selv var svarede han: Det ved jeg ikke!

Zen betyder meditation og zen skolens tradition i Kina og Japan adskiller sig fra andre buddhistiske traditioner ved at fokusere på zazen træningen, den intensive siddende meditation. Denne træning er en hjælp til at vågne op (bodhi) og erkende sin egentlige natur. Det er løsningen på menneskets eksistentielle identitetskval og medfører en ny synsvinkel under hvilken vi opfatter verden.

Formidlingen af denne indsigt, dharmaen, er meget vigtigt i zen traditionen. Derfor lægges der vægt på en transmissionslinje fra Sakyamuni Buddha til Bodhidharma og videre til alle kinesiske og japanske zen mestre. I Vesten er der nu også tale om en formidling af denne linje.

Zen kom til Japan fra Kina som en nyreligiøs bevægelse i Kamakura perioden (1185-1333). De japanske munke Eisai og Dōgen havde været i Kina og kom tilbage med henholdsvis Rinzai Zen skolen og Sōtō Zen skolen. I Danmark findes tilhængere af begge traditioner i forskellige zazen grupper, hvor man praktiserer zen sammen.

I København er der Zen Buddhistisk Forening, One Drop Zendo og Soto Zen Dojo. I Odense er der Ten-chi Dojo og i Århus er der Århus Zen Center. Scandinavisk Zen Center eller Taikyo-ji har nu etableret Egely Kloster i Østermarie på Bornholm.

Det er de japanske zen traditioner som hovedsageligt har inspireret dansk Zen. En undtagelse er Henrik Hjort Sørensen, som har beskæftiget sig med kinesisk og koreansk zen. HHS har en praktisk baggrund i et langvarigt ophold i det koreanske kloster Songgwang Sa.

Han har skrevet omfattende om zen og buddhisme i både danske og udenlandske religionshistoriske tidsskrifter og håndbøger. I 1981 besøgte Henrik Hjort Sørensens zen mester Kusan Sunim (1909-1983) København og afholdt, som den første zen mester i Danmark, en intensiv meditations

uge kaldet en sesshin.

Men vi må længere tilbage for at finde begyndelsen til interessen for zen i Vesten. Der var portugisiske jesuitter præster i Japan allerede i midten af 1500 tallet, som udtrykte deres beundring for livet i zen klostrene. Men det var World Parlament of Religions i Chicago 1893, som satte skub i formidlingen. Her træffer vi første gang Daisetz Suzuki (1870-1966), som var oversætter for den japanske zen mester Soyen Shaku (1859-1919).

Suzuki var oprindelig engelsklærer og bosatte sig i mange år i USA og blev gift med Beatrice Lane Suzuki. Daisetz Suzuki skrev mange bøger på engelsk om alle sider af zen og dens rødder i den indiske Mahayana buddhisme. Han underviste på mange universiteter i Vesten og besøgte mange forskellige lande. Hvert sted han kom inspirerede han mennesker til et nyt livssyn.

Zen buddhismen er en religion uden Gud. Det er er en spirituel ateisme, som i stedet for en Gud har troen på, at vi alle har en buddhanatur, som vi bør opdage. Denne buddhanatur er skjult af begær, uvilje og dumhed, som gør livet fuld af lidelse.

Det er zen træningens formål, at man gennem zazen praksis giver sig selv lejlighed til at finde sin oprindelige natur eller buddhanaturen. Buddhanaturen er vort sande væsen eller vort grænseløse bevidsthedsrum.

Zen praksis lærer én lidt efter lidt at leve i nuet og påskønne, at man er i live. Det er helt enkelt og sandt. Den der kommer til zazen er derfor en person, som tror på muligheden af at finde det, han egentlig talt allerede er. Da han endnu ikke har opdaget denne evige kilde til velvære og fryd, er han i dyb tvivl om sit eget værd. Zen træningen er en vej til at finde denne kilde og fylde sit daglige liv med den.

Zazen er det japanske ord for siddende meditation. Det er som at tænde et skarpt lys i et rodet værelse og opdage, hvor uordentlig man er. For at rydde op i sit mentale liv, må man praktisere zen. En vigtig del af zen træningen er den siddende meditation.

Det er nødvendigt at finde den siddestilling, som passer bedst til ens nuværende konstitution. Dette afhænger meget af hvor smidige ens led i hoften, knæene og anklerne er. Mulighederne for at finde en passende stilling er mange: Fuld lotus, halv lotus, burma stilling, at sidde på haserne, knæ stilling med fast pude under sædet, knæ stilling med skammel under sædet eller at sidde på stol uden ryglæn.

I lotus stillingen, som er den mest stabile, og i burma stillingen er det vigtigt, at knæene berører siddeunderlaget. Det er desuden bedst at sidde på den yderste tredje del af en rund fast pude foret med kapok. Den skal anbringes på et ikke alt for blødt siddeunderlag som f.eks. en futon eller en rullemadras.

Det skal være sådan, at placeringen med knæene på underlaget, sædet på puden og toppen af issen udgør en pyramide. Når ens siddestilling er som en pyramide, finder man den rigtige stabilitet.

Lige meget hvilken siddestilling man vælger, må man begynde med at læne sig fremover og skyde bagdelen bagud og derpå rette sig op i sædet. Man har nu en fornemmelse af, at man er lidt svajryget, eller som om livet er skudt fremefter.

Det gælder om at vække rygsøjlen dvs. at være bevidst om sin rygrad lige fra det yderste haleben til den øverste nakkehvirvel. At vække rygsøjlen vil også sige at strække rygraden opefter, som om den er en dun kraft, der hæver sig. Fornemmelsen skal være en strakt rygsøjle, som hæver baghovedet opad.

Den bedste håndstilling hedder på japansk hokkaijoin, som betyder universel balance. Venstre hånd lægges inden i højre håndflade, så venstre hånds bagside berører højre håndflade, således at det yderste led af fingrene på højre hånd berører knoerne på venstre hånd. Den venstre håndflade vender nu opad, og man kan nu lade de to tommelfingres spidser møde hinanden i en let berøring, så tommelfingrene er vandrette. Man kan også blot nøjes med at folde hænderne i skødet.

Når man begynder meditationen, skal man se lige ud i rummet med åbne øjne. Derpå sænker man blikket og betragter et område af gulvet ca. halvanden meter foran sig. Blikket skal være ude af fokus. Man skal ikke fokusere på noget bestemt punkt. Det skal snarere være, som om synet kommer tilbage til én.

Det indre fokus skal placeres i den nederste del af bug muskulaturen, som på japansk hedder tanden. Det er det område af bugen, som en hånd kan dække nogle centimeter under navlen.

Tanden er det område som musikere og sangere kalder støtten. Musikere, der spiller blæseinstrumenter, og operasangere kender det udmærket. Tanden er den bedste støtte man overhovedet kan få i livet. At vække tanden og fastholde en fornemmelse af stramhed, støtte og styrke i bug muskulaturen er en af de vigtigste opgaver i zazen.

Prøv at puste en ny ballon op. For at gøre det må man presse læberne sammen og trykke luften ind i gummiet med en vis kraft. Man mærker straks, at denne kraft støttes af bug muskulaturen. Dét er tanden!

Under meditationen er det godt mentalt set at have noget at "bide” i. Det er for at undgå at fortabe sig i dagdrømmenes verden under meditationen. Dette gøres bedst ved at fastholde opmærksomheden på åndedrættet, i særdeleshed udåndingen. Til daglig trækker vi vejret ca. 15 gange i minuttet. Under zazen kommer man hurtigt ned på 4 gange, og den erfarne er nede på 1 til 2 gange i minuttet.

Under indåndingen spiles bugen op, fordi mellemgulvet sænker sig, så der bliver mindre plads til tarmene i bugen. Denne følelse af stramhed i bug muskulaturen gør én opmærksom på tanden. Man skal kun indtage den mængde luft, som spiler bugen op, ikke fylde så meget luft i lungerne, at brystkassen hæver sig.

Det er meget vigtigt i zazen at være opmærksom på udåndingen, og denne udånding skal være en lang tilbageholdt udånding. Luften skal ligesom sive ud af én som et strømmende vandfald. Den skal ikke presses ud, men stille og roligt sive ud gennem næsen i en langsom, afspændt strøm.

I begyndelsen mærkes det tydeligt, senere bliver det næsten umærkeligt. Fokus er stadig i tanden, som er det sted, hvorfra udåndingen kommer, sådan føles det i hvert fald. Dette er ikke anatomisk korrekt, fordi luften jo egentlig kommer fra lungerne i brystkassen.

I den mentale del af meditationsarbejdet knytter man det japanske ord MU... til udåndingen. Det er meget væsentligt i zazen, at man ikke adskiller MU... fra sin opmærksomhed på åndedrættets ind og udgående bevægelse i tanden. I praksis betyder det, at man udånder MU...U...U..., så længe man har luft til det.

Når man ikke har mere luft at give af, støder man den sidste luft ud i et par U...U... Man indånder også MU...men lader det så at sige komme af sig selv. Således praktiserer man åndedrag for åndedrag.

MU betyder ingen eller uden. Det japanske tegn for MU svarer til det danske u-, a-, eller ikke. MU betyder derfor ikke-væren og U betyder væren. Det er ikke nødvendigt i meditationen at tænke på betydningen af ordet. Det er nok at indånde og udånde lyden MU... Der findes en zen historie i forbindelse med ordet MU:

Den kinesiske zen mester Chao-chou (778-897) sagde ofte til sine munke, at alle levende væsner har buddhanaturen eller er buddhanaturen. En dag da mesteren sad på verandaen uden for sit hus, kom en munk hen til ham og sagde, at han ikke kunne forstå, hvad buddhanaturen var.

I samme øjeblik løb en gammel, skabet hund gennem gården og munken pegede på den og spurgte: "Har den hund buddhanaturen eller ej?" Mesteren sagde: MU...

Spørgsmålet er nu, hvorfor sagde han MU? Hvad betyder MU? Benægtede Chao-chou, at hunden var buddhanaturen? Alle levende væsner er buddhanaturen. Hvorfor sagde han så MU? Hvad er MU? MU er et andet ord for buddhanaturen. Hvis man ikke ved hvad ens buddhanatur er, må man, samtidig med at man udånder MU, spørge sig selv: Hvad er MU?

Dette spørgsmål er ensbetydende med ens længsel efter at vide, hvad ens egentlige natur er. I begyndelsen vil man nok verbalisere spørgsmålet mentalt samtidig med, at man praktiserer MU... Senere manifesterer spørgsmålet sig blot som en ren længsel knyttet til MU.

I fokus af ens koncentration har man nu både MU, den lange udånding, tanden og ens eksistentielle længsel. Det kan i begyndelsen føles, som om det ikke er muligt at praktisere alle disse ting på samme tid. En gang imellem skal man tilmed også checke sin siddestilling, håndstilling og vække rygsøjlen.

Lidt efter lidt falder disse forskellige ting imidlertid på plads, således at man ikke længere føler, at de er adskilte - øvelse gør mester. Vesterlændinge behøver naturligvis ikke at bruge lyden MU… som er Østasiatisk i sin oprindelse.

Man kan f.eks. bruger det indiske mantra AUM… eller det engelske ord ONE… Det kommer helt an på, hvad der bedst passer til ens temperament og smag.

Når man praktiserer MU... vil man pludselig opdage, at man har glemt MU... og at man derfor ikke er opmærksom på udåndingen og tanden. I stedet for kokser man ud i sine dagdrømme, fantasier eller er dybt optaget af en indre monolog eller dialog. Dette er ganske naturligt, men det vil nok alligevel være meget overraskende for én, hvor vanskeligt det faktisk er at fastholde MU... blot i kort tid.

Vi er alle slaver af vor indre sæbeopera. Man opdager næsten aldrig, at man begynder at dagdrømme, men pludselig opdager man, at man faktisk sidder og tænker på alt mulig andet end at praktisere MU... Når man opdager dette, gælder det om at vende tilbage til tanden og udåndingen af MU.

Det at blive ført væk af tankeassociationer og bringe opmærksomheden tilbage til fokus på MU er netop det, der kaldes zen træning. Man gør det igen og igen og igen.

Med årene bliver man bedre til at fastholde koncentrationen. Når man har gentaget denne praksis tilstrækkeligt mange gange uden afbrydelse af tanker, vil man måske en dag erfare, at MU er blevet hængende fast i bevidstheden. Dette er tegn på, at man er ved at nærme sig den tilstand, som kaldes samadhi.

Således er der to forskellige former for opmærksomhed. Der er den eksklusive koncentration, hvor fokus er på MU, åndedrættet, tanden og ens længsel efter at kende sin egentlige natur. Og der er den inklusive opmærksomhed, som er bevidst om alt, hvad der foregår i ens bevidsthedsrum, både det indre og det ydre rum.

Det er denne inklusive opmærksomhed, som pludselig gør én opmærksom på, at man dagdrømmer, og det er også denne inklusive opmærksomhed, som bringer én tilbage til koncentrationen på MU... Disse to former for opmærksomhed fungerer altid i vor bevidsthed.

De fungerer f.eks. også, når man kører bil. Du er eksklusivt koncentreret om vejen foran bilen, men du er også inklusivt opmærksom på dine sidespejle for at se, om der kommer et barn cyklende ude i siden af vejen.